|
Mine akvarier
senest opdateret
04-06-2009
En kort fortælling
Flere har gennem tiden spurgt mig, hvad jeg selv har af akvarier og derfor
har jeg besluttet at lave denne side, der fortæller lidt om omgivelser,
akvarierne og deres indhold. Den vil senere blive suppleret med billeder.
Mit "nye" akvarieeventyr startede da vi i september 2002 købte hus. Huset,
som er fra 1915 indeholdt et 45 m2 stort rum, der tidligere var byens
lokale bibliotek. Biblioteket var lidt adskilt fra (om end sammenhængende
med) resten af huset og var derfor perfekt til formålet.

Gulvet i biblioteket var imidlertid trægulv - og ikke nok med det, det var
råddent trægulv. Derfor var der ikke andet at gøre, end at fjerne både
trægulv og underliggende fundament og få støbt et nyt, jernarmeret
betongulv. Som sagt, så gjort (med megen hjælp
udefra).
Det gamle bibliotek er nu godt udnyttet med akvariereoler, fuglebur og
klatretræ til Poppe og en hyggelig "sofagruppe"
i midten af rummet. Alt i alt syntes jeg selv, det er et ret hyggeligt
rum, hvor der også er blevet plads til en computer. Når jeg engang får det
til at virke, vil jeg sætte mit
Axis webcam op, så
der kan transmitteres live billeder derfra.
Når pladsen nu er der...
Mine daværende omkring 12 akvarier blev flyttet ind i rummet, men de
fyldte jo ikke så meget, så bestanden er efterhånden blevet udvidet. Jeg
har nu i alt 25 akvarier i størrelsen fra 45 liter til 325 liter - eller i
alt knap 3.500 liter vand. Fire af mine akvarier (200 liters) kører
endvidere med centralfilter,
hvilket jeg er meget glad for og har rigtig gode erfaringer med. Jeg har
endvidere en reol med 6x100 liters akvarier, som jeg er ved at gøre klar
til at køre på centralfilter.
Jeg går med en vild plan om at bygge et rigtig stort regnskovsakvarium til
discus (inspireret af blandt andet
Bernd Mohr fra Tyskland), men tiden vil vise, om pengene engang
bliver bevilget af "bestyrelsesformanden", der er mor til vores dejlige
datter.
Men jeg gør også i andre fisk end discus. Jeg er generelt meget fascineret
af cichliders yngelpleje og har en del dværgcichlider, ligesom jeg holder
mange "komplementærfisk" til discus som f.eks. rød neon, øksefisk etc.
Endvidere er jeg så småt ved at opbygge en fascination for maller, som jeg
yngler lidt med (tak, Henrik).
Det var fortællingen for denne gang. Den vil blive opdateret efterhånden
som der sker noget tilstrækkeligt revolutionerende til, at det er værdigt
til at komme med, så kig ind en gang i mellem. Og husk, at du kan fortælle
din egen historie her.
|